Hvad er IP-adresser? | Netværk ID [2023]

Hvad er en IP-adresse?

Camilla Fynbo Forfatter: Camilla Fynbo
opdateret Opdateret: 26. september, 2023

Vi har allesammen en ip-adresse, når vi surfer rundt på internettet - men hvad er det egentligt og hvordan fungerer det? Det kan du blandt andet finde svar på i indlægget her.

IP står for Internet Protocol og er din enheds unikke adresse på internettet, som gør det muligt at sende data mellem enheder i et netværk. IP adressen består af en række tal og er en protokol med regler over ens data.

Du kan sammenligne din IP-adresse med din almindelige hus adresse i den virkelige verden. Ligesom din fysiske adresse indikerer hvor du bor, fortæller IP-adressen om hvor din enhed, computer eller tablet, er placeret (intern IP-adresse).

Hvad bruger man en IP-adresse til?

Det er sjældent, at du som privatperson direkte bruger en IP-adresse til noget. Alle har en ip-adresse men det er de færreste som tænker over det i dagligdagen. Der kan dog findes nogle forskellige situationer hvor man skal bruge en persons IP-adresse. 

En sådan situation kunne være, at du ejede en hjemmeside hvor du ønskede at blokere en bestemt bruger, således vedkommende ikke har adgang til sitet.

Ved hjælp af personens IP-adresse har du mulighed for, at ekskludere personen fra din hjemmeside. Det skal dog nævnes at personen godt kan besøge din hjemmeside fra en anden IP-adresse.

Hvad består en IP-adresse af?

En IP-adresse består af en række tal, som er repræsenteret i bits. En traditionel IP-adresse, også kaldet IPv4 adresse, er 32 bits lange. En IPv4 kunne se således ud: 192.152.1.02

Som det ses er IPv4 adresse inddelt i 4 sektioner, som kaldes OCTET. Sektionerne er adskilt ved hjælp af punktummer, hvor hver sektion indeholder 8 bit med tal mellem 0-255.  

De første tal repræsenterer normalt enhedens land og netværk, hvor de efterfølgende tal angiver delnetværket. De sidste tal angiver enhedens specifikke adresse.

IPv4 vs. IPv6 adresser

Der findes 2 typer af IP-adresser, som kaldes IPv4 og IPv6. Den største forskel er, at IPv6 består af hele 128 bits, hvor IPv4 kun består af 32 bits. Det betyder at der med IPv6 kan oprettes langt flere unikke adresser.

Hvordan fungerer IP-adresser

IP-adresserne er grunden til, at vi kan modtage og sende informationer til og fra andre enheder. Nedenfor har vi beskrevet hvordan en IP-adresse helt konkret fungerer. 

1. Enhedens unikke IP-adresse sendes til udbyderen

Når du søger efter et website i din browser, så sendes der en get request, også kaldet en anmodning, afsted til din internetudbyder som f.eks. Stofa. 

I denne anmodning indgår din enheds unikke IP-adresse, som fungerer som din online adresse. Enheden kunne eksempelvis være din computer eller tablet.

2. Udbyderen sender din anmodning videre til DNS systemet

Din internetudbyder sender så anmodningen videre til domænenavn systemet, som også kaldes DNS systemet. 

Når DNS systemet har modtaget din anmodning slår den selve domænenavnet op på det website du har bedt om adgang til.

Herefter henter DNS-systemet IP-adressen for det website du har bedt om adgang til og sender det tilbage til din enheds IP-adresse.

3. Du modtager IP-adressen fra DNS systemet

Når du har modtaget IP-adressen fra DNS-systemet kan du tilgå det website du søgte efter i din browser.

Konkret eksempel på hvordan IP-adresser fungerer

  1. Du søger efter find-internet.dk gennem Google på din computer.
  2. Computeren sender en anmodning afsted til din internetudbyder som f.eks. Stofa. I anmodningen indgår computerens unikke IP-adresse.
  3. Stofa sender anmodningen videre til DNS systemet, som så slår find-internet.dk op i serverne. 
  4. DNS systemet finder find-internet.dk IP-adresse og sender denne tilbage til din computer ved hjælp af dens IP-adresse.
  5. Du har nu fået adgang til find-internet.dk.

Selvom denne her proces godt kan lyde kompliceret, så er det de færreste der lægger mærke til det. Det tager nemlig millisekunder fra at du søger i browseren til, at du kan se det på din enhed.

Hvor finder jeg min IP-adresse?

Du kan finde din IP-adresse på forskellige måder alt afhængig af hvilken enhed du sidder på.

Find din IP-adresse online

Du kan altid slå din IP-adresse op online gennem forskellige hjemmesider. Det gør du ved at lave søgningen “Hvad er min ip-adresse” på Google, hvorefter du vil få forskellige resultater frem, som kan vise din IP-adresse.

Find din IP-adresse på Macbook

For at finde din IP-adresse på en Macbook skal du gøre følgende:

  1. Åbn systemindstillingerne på din enhed.
  2. Tryk på ikonet som hedder “Netværk”.
  3. Inde under fanen med “Netværk” vil din IP-adresse nu dukke op for det wifi-netværk du anvender.

Sidst opdateret den 24 oktober 2022.

Find din IP-adresse på Windows computer

For at finde din IP-adresse på en Windows computer skal du gøre følgende:

  1. Tryk på start og vælg indstillinger.
  2. Inde i indstillinger trykker du på “Netværk” og vælger Wi-Fi.
  3. Vælg det Wi-Fi du bruger.
  4. Rul ned til IPv4-adresse og find din IP-adresse.

Sidst opdateret den 24 oktober 2022.

Find din IP-adresse på Iphone

For at finde din IP-adresse på en Iphone skal du gøre følgende:

  1. Åbn indstillingerne på din Iphone.
  2. Tryk på Wi-Fi.
  3. Find det Wi-Fi du anvender og tryk på ikonet “i” ud for det pågældende Wi-Fi.
  4. Rul ned til “IPV4-ADRESSE” og find din IP-adresse.

Sidst opdateret den 24 oktober 2022.

Find din IP-adresse på Android

For at finde din IP-adresse på en Android telefon skal du gøre følgende:

  1. Åbn indstillingerne på telefonen.
  2. Tryk på Wi-Fi.
  3. Find det Wi-Fi du bruger og marker det med din finger i nogle sekunder.
  4. Herefter vil IP-adressen blive vist.

Sidst opdateret den 24 oktober 2022.

Hvordan får man en ny IP-adresse?

Hvis du ønsker at få en anden IP-adresse har du mulighed for selv at skifte den manuelt.

Skift IP-adresse på Macbook

  1. Find indstillinger og tryk på “Netværk”.
  2. Tryk på Wi-Fi også på “Avanceret”.
  3. Inde under fanen Avanceret trykker du på “TCP/IP og vælger “Manuelt” under “Konfigurer IPv4”.

Sidst opdateret den 24 oktober 2022.

Skift IP-adresse på Windows

  1. Find indstillinger og tryk på “Netværk og Internet”
  2. Vælg Wi-Fi og gå ind under “Administrer kendte netværk”
  3. Herinde skal du vælge “Egenskaber” også vælge “Rediger” under IP-tildeling. 
  4. Vælg så “Rediger IP-indstillinger” og vælg “manuelt”.

Sidst opdateret den 24 oktober 2022.

Kan andre se min IP-adresse?

Den internetudbyder du har, f.eks. Stofa eller YouSee, kan se din IP-adresse. Det betyder, at udbyderen kan se hvilke hjemmesider du har besøgt.

Derudover kan ejerne af de websites du besøger også se din IP-adresse. Det vil sige at hvis du besøger et website, så vil ejeren af dette websitet kunne se din enheds IP-adresse.

Kan man skjule sin IP-adresse?

Hvis du ikke ønsker at nogle skal kunne se din IP-adresse, så har du faktisk mulighed for at skjule den ved hjælp af en VPN.

Når du skjuler din IP-adresse er der ingen der vil kunne se din rigtige IP-adresse og dermed vil du kunne færdes på nettet anonymt.

Det foregår på den måde, at en enhed kobler sig op på en server, som ikke er placeret der hvor du rent faktisk befinder dig. Serveren kunne f.eks. stå i udlandet.

Det smarte ved det er, at du udadtil befinder dig et sted, men rent faktisk opholder dig et andet sted.

Hvornår bør man skjule sin IP-adressse?

Det er ret sjældent at det er en nødvendighed, at skjule sin IP-adresse. Men det er altid en god idé, at sørge for at passe på sine data.

Derfor skal du overveje at skjule din IP-adresse, hvis du ønsker dig at kunne færdes rundt online uden andre kan følge med.

Typer af IP-adresser?

Det kan være svært at finde rundt i de forskellige typer af IP-adresser, da der findes en del forskellige. Nedenfor kan du læse om forskellige typer af IP-adresser.

Offentlige og private ip-adresser

En offentlig IP-adresse er tilgængelig for alle. Det betyder, at alle kan finde IP-adressen og få adgang til dem.

En privat IP-adresse er kun tilgængelig for de personer som befinder sig under samme tag. Det betyder, at private IP-adresser ikke kan tilgås af alle, men kun af dem som har adgang til wi-fi'et.

Dynamiske ip-adresser

En dynamisk IP-adresse ændrer sig hver gang du lukker din enhed ned eller slukker for din router/modem. 

Når du så igen kobler din enhed op på wi-fi får du en ny IP-adresse tildelt, af din internetudbyder. Denne IP-adresse vil du have indtil du igen slukker din enhed eller router/modem.

En dynamisk IP-adresse er mere sikker sammenlignet med en statisk IP-adresse, idet den skifter fra gang til gang. 

Det betyder at du aldrig har den samme IP-adresse og det derfor bliver sværere for andre at lave potentielle hackerangreb mod dig. Derudover er de også sværere at spore end statiske IP-adresser.

Dynamiske IP-adresser egner sig ikke særlig godt til hjemmearbejde, hvis du har brug for at komme ind på din arbejdsplads' systemer gennem deres eksterne IP-adresse.

Det skyldes, at langt de fleste arbejdspladser har sørget for, at det kun er nogle bestemte IP-adresser som kan tilgå deres systemer - hvilket vil sige, at du med en dynamisk IP-adresse hele tiden skulle få din arbejdsplads til at give dig adgang.

Statiske IP-adresser

En statisk IP-adresse (fast IP-adresse) ændrer sig ikke og du har derfor altid den samme IP-adresse, medmindre du aktivt selv skifter den.

En statisk IP-adresse er særligt en fordel til dig, som ofte arbejder hjemmefra i forbindelse med dit arbejde. Det er det fordi, at IP-adressen altid vil være den samme og du derfor kan få adgang til systemerne på din arbejdsplads.

Dog er statiske IP-adresser typisk nemmere at tracke end f.eks. dynamiske IP-adresser også koster de typisk også lidt mere hos internetudbyderne.

Dedikeret vs. delt IP-adresse

En dedikeret IP-adresse er en IP-adresse, som udelukkende bruges af én person og dermed ikke deles med andre. Det vil sige, at IP-adressen er helt unik.

En delt IP-adresse deles med andre og det er derfor ikke kun dig selv som har denne IP-adresse. Det kunne f.eks. være at du havde en hjemmeside, hvor du delte IP-adresse med andre hjemmesider på samme server.

Opsummering

En IP-adresse er altså din personlige adresse, når du surfer rundt online. Du kan finde og undersøge din egen IP-adresser på forskellige måder, afhængigt af hvilken enhed du har. 

IP-adressen er den der sørger for, at du kan fremsøge et website eller sende noget til andre.

Hvis du ønsker at have mere privatliv, når du begiver dig rundt online kan du skjule din IP-adresse ved hjælp af en VPN, så du kan færdes rundt anonymt.

Der findes forskellige typer af IP-adresser som f.eks. statiske-, dynamiske- delte- og dedikerede IP-adresser. Hvilken type, som du har brug for afhænger af hvilken situation du er i.

Arbejder du meget hjemmefra og skal have adgang til systemerne på din arbejdsplads, så vil en statisk IP-adresse være at foretrække. Men hvis formålet er at surfe rundt anonymt, så kan du med fordel overveje en dynamisk IP-adresse.

Camilla Fynbo
Skrevet af

Camilla er vores skribent, som har stor fokus på internet relaterede produkter.